↓ Skip to main content

Tilføj en deltager

Denne guide forklarer, hvordan du tilføjer en deltager i SENS motion webappen.

Baggrund
#

Begrebet “deltager” refererer til en forsøgsperson, der bærer sensoren. Når du opretter en deltager, knyttes de data, som sensoren registrerer i deltagerens måleperiode, til deltageren. Det betyder, at den samme sensor kan genbruges til andre deltagere i andre perioder.

Sådan tilføjer du en ny deltager
#

  1. Log ind i webappen.

  2. Klik på Projekter i topmenuen.

Topmenuen med Projekter valgt
  1. Find det projekt, du vil tilføje deltageren til, og klik på Deltagere i projektets række. Deltageroversigten åbner.
Projektlisten med knappen Deltagere
  1. Klik på Tilføj deltager. Det kan du gøre fra både fanen Opsætning og fanen Overvågning.
Deltageroversigten med knappen Tilføj deltager
  1. Udfyld formularen Tilføj deltager.
Formularen Tilføj deltager

Felter markeret med en rød stjerne (*) skal udfyldes.

  • Deltager-id/Fornavn – angiv et deltager-id eller et fornavn. Deltager-id’et behøver ikke at indeholde personhenførbare oplysninger.
  • Efternavn og Telefonnummer – valgfrit.
  • Tidszone – den tidszone, deltageren måles i. Hvis projektet har en standardtidszone, er den udfyldt på forhånd. Tjek, at den passer til deltageren.

Starttidspunkt og Sluttidspunkt bestemmer den periode, der skal måles.

For start- og sluttidspunkt er der tre muligheder: Nu, Specifikt tidspunkt og Ikke defineret endnu. For sluttidspunktet kan du desuden vælge Angiv varighed. Bemærk, at du ikke kan angive et sluttidspunkt, hvis Ikke defineret endnu er valgt som starttidspunkt.

Du kan altid justere start- og sluttidspunktet for måleperioden efterfølgende. Data gemmes på sensoren, så længe den er tændt, og en ændring af måleperioden påvirker ikke de gemte data.

Under Sensorkonfiguration:

  • Målemetode – den algoritme, data analyseres med. Projektets standardmålemetode er valgt på forhånd, fx SENS Activity & Sleep (Newest). Behold den, medmindre andet er aftalt.
  • Lår – den sensor, deltageren skal bære på låret. Sensor-id’et står på sensorens label.

Du kan vælge sensoren på to måder:

  • Klik på Vælg en sensor, og vælg sensoren på listen. Du kan søge efter sensor-id.
  • Hvis du vil se flere oplysninger om hver sensor, kan du i stedet klikke på den blå redigeringsknap ved siden af listen eller bruge fanen Lår øverst i formularen. Så åbner den fulde sensorliste:
Fanen Lår med listen over sensorer, deres tilgængelighed, batteri og tilstand

Listen viser for hver sensor:

  • Navn – sensor-id’et.
  • Tilgængelighed – om sensoren allerede bruges af en anden deltager:
    • Ledig – sensoren bruges ikke af nogen anden deltager.
    • I brug (org) (orange) – sensoren bruges af en deltager i et andet projekt i din organisation. Det er normalt, når du genbruger sensorer til et nyt projekt.
    • I brug (projekt) (orange) – sensoren bruges af en anden deltager i det samme projekt. Du bør højst sandsynligt ikke vælge denne sensor til den nye deltager. Hvis du gør det, og deltagernes start- og sluttidspunkter overlapper, bliver de samme sensordata registreret under begge deltagere, selvom kun én af dem kan bære sensoren ad gangen.
  • Batteri – batteriniveauet.
  • Tilstand – om sensoren er TÆNDT eller SLUKKET.
  • Actions – åbn menuen (de tre prikker) for at tænde eller slukke sensoren direkte fra listen. Her kan du også annullere en tænd/sluk-anmodning, som endnu ikke er nået frem til sensoren.

Brug søgefeltet eller Filtre til at finde en sensor. Klik på cirklen foran sensoren for at vælge den, og klik derefter på Tilbage til oversigt for at vende tilbage til resten af formularen.

  1. Klik på Gem. Du har nu tilføjet en deltager.

Hvis du vil tilføje flere ens deltagere, kan du sætte flueben ved Fortsæt med at tilføje flere, før du klikker på Gem. Så åbner en ny formular, der er udfyldt med den samme målemetode og måleperiode, så du kun skal angive deltagerens oplysninger og vælge en sensor.

Bemærk: Sørg for, at sensoren er tændt, før du sætter den på deltageren. En sensor, der er slukket, gemmer ingen data. Du kan se, om sensoren er TÆNDT, i kolonnen Tilstand på sensorlisten, og tænde den via menuen (de tre prikker).

Følg denne guide for at se, hvordan du samler sensor og plaster og placerer det på deltageren.

Sådan opretter du en deltager ud fra en eksisterende
#

Hvis den nye deltager ligner en, du allerede har oprettet, kan du duplikere den eksisterende deltager i stedet for at udfylde formularen forfra.

  1. Klik på menuen (de tre prikker) under Actions i rækken for den deltager, du vil kopiere, og vælg Dupliker deltager.
Deltageroversigten med menuen åben og Dupliker deltager
  1. Der åbnes en ny formular, der er udfyldt på forhånd med deltagerens oplysninger. Ret de oplysninger, der skal være anderledes, fx deltager-id og sensor.

  2. Klik på Gem.